Amerikansk turist var blandt ofrene i London

    En mand fra den amerikanske delstat Utah var en af de dræbte ved onsdagens angreb i London, hvor en mand kørte en bil ind i en menneskemængde og derpå stak en politibetjent ihjel med en kniv.

    Kurt Cochran og hans kone, Melissa, var i London for at fejre deres sølvbryllup, oplyser et af deres familiemedlemmer i en udtalelse.

    De skulle være rejst hjem til USA torsdag.

    Den dræbte amerikaners kone blev hårdt såret ved angrebet. Hun har brækket et ben og et ribben og har fået en flænge i hovedet, oplyser Clinton Payne, der er svoger til den dræbte.

    – Vores familie er knust. Kurt var en god mand og en kærlig ægtefælle, skriver svogeren i en udtalelse.

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at “en stor amerikaner” blev dræbt i onsdagens angreb i London.

    – Mine tanker og kondolencer er med hans familie og venner, skriver Trump.

    Foruden den amerikanske turist blev også den britiske politimand Keith Palmer og den 43-årige universitetsmedarbejder Aysha Frade.

    Også angrebsmanden selv, den 52-årige Khalid Masood, blev dræbt.

    Tidligere torsdag oplyste britiske myndigheder, at i alt 29 personer er indlagt på hospitaler i London efter angrebet.

    Syv af de sårede er i kritisk tilstand.

    ritzau/Reuters