Kæmperegning er på vej til danske fjernvarmekunder

    Fjernvarmekunder landet over kan vente sig en ekstraregning, skriver Jyllands-Posten.

    Det er Eniig Varme i Herning, der har fået ja til at opkræve 172 millioner kroner ekstra hos sine kunder.

    Afgørelsen er kørt som en prøvesag i Energitilsynet, hvor 56 fjernvarmeleverandører ligesom Eniig Varme har ansøgt om at kunne udskrive regninger. Samlet ender det i milliardklassen.

    Kernen i prøvesagen er en nyfortolkning af der, som i fagsprog kaldes forrentning af indskudskapital.

    De penge kan fjernvarmeselskaberne helt frit disponere over i modsætning til hovedreglen, der ifølge Jyllands-Posten betyder, at alt, hvad de tjener, skal pløjes tilbage i deres selskaber.

    Ifølge avisens beregninger vil ansøgninger alene fra de store fjernvarmeselskaber Hofor Fjernvarme i København og Trefor Varme i Trekantområdet give mulighed for at opkræve 1,1 milliarder kroner ekstra.

    Og det får energiminister Lars Christian Lilleholt (V) til at rynke brynene.

    – Desværre tyder meget på, at de her nye afgørelser vil blive misbrugt til at skrue op for varmeregningen og stikke pengene i lommen. Det har aldrig været meningen, siger han til Jyllands-Posten.

    Ministeren vil nu forsøge at få en politisk dialog i gang med Folketingets partier om lovarbejde, der kan lukke den nye mulighed.

    Lars Christian Lilleholt er dog usikker på, hvor meget der kan stoppes i forhold til de 56 indgivne ansøgninger, uden at der bliver tale om lovgivning

    Også formanden for brancheforeningen Dansk Fjernvarme går noget usædvanligt i offensiven mod sine egne medlemmer.

    – Det her vil jeg betegne som lovligt tyveri. Og det bliver desværre nok ikke særligt svært at overbevise borgmestre i mange kommuner med ejerskab i fjernvarmeværker om at hente penge til at lappe huller i kommunekasser.

    – Og når det gælder aktieselskaber, er der jo ligefrem pligt til at varetage aktionærernes interesser, siger Uffe Bro til Jyllands-Posten.

    /ritzau/