Drabsanklaget Sjakalen: Jeg var revolutionær

    Carlos – Sjakalen, som engang var en af verdens mest eftersøgte mænd, kaldte sig selv en “professionel revolutionær”, da han mandag blev stillet for retten for et granatangreb i Paris for over 40 år siden.

    To mennesker blev dræbt ved angrebet, der skete den 15. september i 1974. 34 mennesker blev såret ved angrebet.

    Den 67-årige Ramirez nægter, at han var involveret i angrebet, I retten sagde han, at han var 17 år gammel “plus minus 50 år”.

    Han smilede ubekymret, da han blev ført ind i retssalen iført en jakke.

    I en længere monolog til retten tale Ramirez dels om Israels og Frankrigs efterretningstjenester. Dommeren bad den tiltalte om at give kortere svar i retssalen.

    Ramirez, som bar en sort jakke og metalindfattede briller, var under retsmødet lukket inde i en glasboks, hvor der kun var en åbning til at tale gennem.

    I 1970’erne og 1980’erne var den militante marxist for nogle et symbol på den kolde krigs antiimperialisme, mens han for andre var samfundets fjende nummer et.

    Sjakalen afsoner i forvejen flere livstidsdomme i et fransk fængsel for drab på i alt 83 mennesker.

    Han er ikke tidligere blevet dømt for angrebet i 1974 mod et apotek.

    Venezuelanske Carlos, hvis fødenavn er Ilich Ramírez Sánchez, blev i juni 2013 idømt livsvarigt fængsel for en stribe af bombeattentater i Frankrig for over 30 år siden. Dermed blev en tidligere dom over Carlos stadfæstet.

    Sjakalen har i interviews fortalt, at han stod bag eller var involveret i en lang række andre angreb, hvori flere hundrede mennesker blev dræbt. Efter flere år på flugt blev han i 1994 anholdt i Sudan og udleveret til Frankrig.

    I 1997 blev Carlos idømt livsvarigt fængsel for drab i Paris i 1975 på de to politifolk og et tidligere medlem af PFLP, der var begyndt at samarbejde med politiet.

    /ritzau/Reuters