Ro på, er meldingen fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til venstrefløjen.
Flere røde partier er bekymrede for, at Danmark ikke når målet om 50 procent vedvarende energi af det samlede energibehov i 2030.
En basisfremskrivning fra Energistyrelsen viser mandag, at baseret alene på den allerede vedtagne politik vil regeringen ikke nå i mål med målsætningen.
Det får venstrefløjen til at kræve mere handling. Men det er allerede så småt på vej, siger ministeren.
– Der er masser af politisk handling. Regeringen har spillet ud med et regeringsgrundlag, hvor målet er, at 50 procent af det samlede energibehov i 2030 skal være baseret på vedvarende energi, siger Lars Christian Lilleholt.
Til efteråret vil han fremlægge en plan, der vil investere i udbygningen af vedvarende energi i årene 2020 til 2030.
– Derfor vil der også i udspillet til energiaftalen i efteråret komme masser af politisk handling. Vi når selvfølgelig målet i 2030, ligesom vi er langt over målet for 2020, siger Lars Christian Lilleholt.
Spørgsmål: Er det en garanti for, at Danmark når målet?
– Hvis der er politisk opbakning til det i Folketinget, er det klart, at vi når det mål. Det er regeringens politik, siger Lars Christian Lilleholt.
/ritzau/











