R: Minister sender penge til Afrika men skærer ulandsstøtten

    Danmark bevilger 300 millioner kroner til den akutte sultkatastrofe i det østlige Afrika.

    Selv om De Radikale støtter 100 procent op om at sende pengene, kommer der kritik fra partiet.

    Regeringen giver penge med den ene hånd og tager penge med den anden, lyder det fra udviklingsordfører og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), efter at Udenrigsministeriet mandag annoncerede bevillingen.

    – Det er paradoksalt, at man, samtidig med at man sender de her penge, er ved at udfase vores permanente støtte til Sydsudan.

    – Man kan godt spørge sig selv: Hvis man trækker pengene med den ene hånd og giver pengene med den anden, hvad bliver så slutresultatet?

    Der burde som følge af nedskæringer i udviklingsbistanden og udfasningen af den permanente støtte til Sydsudan derfor blive sendt flere penge, lyder det.

    – Det er mange penge, og det vil gøre en stor forskel, men det er også klart, at man kan godt mærke, at der bliver skåret i den danske udviklingsbistand i de her år, siger han.

    Baggrunden for den akutte sultkatastrofen i det østlige Afrika er ifølge Udenrigsministeriet, at stadig flere sulter i regionen, hvor krige, konflikter og nu også en langvarig tørke hærger.

    I Sydsudan alene har knap fem millioner mennesker, heraf mere end en million børn, akut behov for mad.

    /ritzau/