Mistænkt for svensk dobbeltdrab er anholdt i Danmark

    En mand, der er mistænkt for at have begået et dobbeltdrab i Sverige, er blevet anholdt i Danmark.

    Det bekræfter Kjell Lindgren, der er pressetalsmand ved Stockholms politi, over for Ritzau.

    – Det er korrekt, at den mistænkte er anholdt i Danmark. Der har tidligere været melding om, at det skete natten til søndag, men det er sket natten til mandag, siger Kjell Lindgren.

    Det er mandag middag sparsomt med oplysninger. Svensk politi kan for eksempel ikke oplyse, hvor den mistænkte er blevet anholdt i Danmark. Det står heller ikke klart, om der er tale om en dansk eller svensk statsborger.

    – Vi ved kun, at han er pågrebet i Danmark. Dansk politi kontaktede os, fordi vi har et europæisk politisamarbejde. Nu skal vi finde ud af, hvordan de næste skridt kommer til at se ud, siger Kjell Lindgren.

    Den anholdte er mistænkt for at stå bag et brutalt dobbeltdrab, hvor to unge mænd 8. marts blev skudt på klos hold i en bil i Kista i den nordvestlige del af Stockholm tæt på Rinkeby.

    Den anholdte er i 30’erne og er i Sverige sigtet for drabene. Det har han været siden lørdag.

    – Han skal formentlig udleveres til Sverige, hvor det skal besluttes, om han skal varetægtsfængsles. Men vi har endnu ingen dato for, hvornår han kan eller vil blive udleveret til Sverige, siger Kjell Lindgren.

    /ritzau/