En mand, der er mistænkt for at have begået et dobbeltdrab i Sverige, er anholdt i Danmark, skriver den svenske avis Aftonbladet på sin hjemmeside.
Manden er ifølge en talsmand for politiet i Stockholm anholdt natten til søndag.
– Nu skal vi have en mulighed for at afhøre ham, siger Kjell Lindgren, der er pressetalsmand ved Stockholms politi, til Aftonbladet.
Den anholdte er mistænkt for at stå bag et brutalt dobbeltdrab, hvor to unge mænd 8. marts blev skudt på klos hold i en bil i Kista i den nordvestlige del af Stockholm tæt på Rinkeby.
Den anholdte er i 30’erne og er i Sverige sigtet for drabene. Det har han været siden lørdag.
Ifølge Aftonbladet bliver manden sendt til Stockholm fra Danmark.
– Vi ved ikke, hvornår han kommer hertil, siger Kjell Lindgren til avisen.
Det er endnu ikke lykkedes Ritzau at få bekræftet oplysningerne.
/ritzau/











