BSV tror på endnu et avancement i Champions League

    Bjerringbro-Silkeborg (BSV) gik søndag videre til ottendedelsfinalerne i håndboldens Champions League.

    De danske mestre kommer dog ikke til at indtage favoritrollen, når holdet over to kampe skal forsøge at besejre ungarske Pick Szeged.

    – Det er et fantastisk håndboldhold, der senest har slået Rhein-Neckar Löwen på udebane med seks mål. Der venter os en meget stor opgave.

    – Men vi starter hjemme i Jysk Arena, og det vil vi forberede os på og glæde os til.

    – Vi tror selvfølgelig på, at vi kan levere endnu en overraskelse og måske snige os til en hjemmesejr, siger BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen.

    BSV gik videre fra gruppe A som nummer seks med otte point for 14 kampe.

    BSV sluttede efter storholdene FC Barcelona, Paris Saint-Germain, Veszprem, Flensburg-Handewitt og THW Kiel i gruppen, mens danskerne endte foran Wisla Plock og Kadetten Schaffhausen.

    Pick Szeged sluttede som nummer tre i gruppe B efter HC Vardar og Kielce, men foran blandt andre de tyske mestre, Rhein-Neckar Löwen.

    BSV-veteranen Michael V. Knudsen kender sit holds rolle som underhund, men han ser alligevel muligheder mod Pick Szeged.

    – Det er et rigtig dygtigt hold. Men omvendt er det ikke et hold med samme klasse som de fem storhold i vores egen pulje.

    – Hvis vi tager det med, som vi har lært i de kampe, til kampene mod Pick Szeged, så kan vi forhåbentlig udfordre dem.

    – Pick Szeged satser ufatteligt meget på Champions League, så det bliver en meget svær opgave. De er favoritter mod os.

    – Men hvis vi viser, at vi har lært noget af kampene mod de absolut stærkeste hold i Europa, er jeg sikker på, at vi også over to kampe kan udfordre Pick Szeged, siger Michael V. Knudsen.

    /ritzau/