Erdogan: Fascistiske Holland kommer til at bøde for blokade

    Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, temperament ser ikke ud til at være mildnet, efter at han i weekenden sammenlignede Holland med nazisterne.

    Søndag gentog han den kontroversielle udtalelse under et folkemøde i Istanbul. Han advarede samtidig Holland mod at forhindre landets ministre i at holde møder i Holland op mod en tyrkisk folkeafstemning i april.

    Her skal landet stemme om en forfatningsændring, der i givet fald vil give præsident Erdogan mere magt.

    I weekenden forhindrede hollandske myndigheder både den tyrkiske familieminister og udenrigsminister i at deltage i vælgermøder i Holland.

    – Holland, hvis du ofrer tyrkisk-hollandske relationer på grund af valget på onsdag, så kommer I til at betale prisen, lød det fra en vred Erdogan på folkemødet søndag.

    Han henviser til det hollandske parlamentsvalg, der bliver afholdt 15. marts.

    – Jeg troede, at nazismen var fortid. Men jeg tog fejl. Nazismen lever i Vesten, tilføjede præsidenten.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Præsidenten lovede også, at det vil få konsekvenser for Holland, hvis landet fortsætter linjen over for Tyrkiet.

    – Hvis I pudser jeres heste og hunde på mine borgere, så vil I komme til at stå til ansvar, rasede præsidenten.

    Natten til søndag måtte hollandsk politi indsætte hundepatruljer, politiheste og vandkanoner mod tyrkiske demonstranter, der var mødt op i Rotterdam for at støtte præsidenten.

    – Holland opfører sig som en bananrepublik, sagde Erdogan søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I den franske by Metz holdt den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, en tale, hvor han også langede hårdt ud efter landets Nato-allierede Holland.

    Han kaldte blandt andet Holland for “fascismens hovedstad”.

    Den diplomatiske krise trækker også tråde til Danmark, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag valgte at udskyde et møde i København med premierminister Binali Yildirim.

    Udskydelsen skyldes ifølge statsministeren en bekymring for, at andre lande vil se mødet som et udtryk for, at Danmark ser mildere på den politiske udvikling i Tyrkiet.

    /ritzau/