Mindst 34 mennesker meldes dræbt og 17 kvæstet i Haiti på grund af en ulykke med en bus, der torpederede en musikparade.
Oplysningen om de mange dødsofre og kvæstede kommer fra den lokale redningstjeneste.
Ulykken er sket i byen Gonaives i den nordlige del af østaten.
Myndighederne siger, at bussen ramte en såkaldt “rara”. Det er en parade, hvor musikere spiller på lokale instrumenter, mens almindelige mennesker og tilhørere følger med i paraden.
Det er ikke umiddelbart klart, hvordan ulykken kunne ske.
Buschaufføren og passagererne på bussen er tilbageholdt af politiet, siger Patrick Cherilus, talsmand for det lokale borgerværn.
Efter ulykken begyndte nogle af musikanterne og de ledsagende tilhørere at bombardere bussen og passerende biler med sten, og det kvæstede flere personer, siger Albert Moulion, der er talsmand for indenrigsministeriet.
Gader og veje i Haiti er berygtede for at være farlige. Trafikken er ofte kaotisk, og bilister, motorcyklister og gående overholder ikke altid færdselsreglerne.
/ritzau/Reuters











