Danskerne bliver ved med at strømme ind for at tjekke deres årsopgørelse for 2016.
Den seneste optælling fra Skat viser, at flere end 1,8 millioner er logget ind hjemmesiden, siden det blev muligt fredag.
Årsopgørelsen lægger hvert år et stort pres på Skats hjemmeside. Men søndag formiddag er ventetiden i bund, oplyser Skat på Twitter.
Årsopgørelsen er først officielt klar mandag den 13. marts.
Men allerede nu er det altså muligt for de 4,6 millioner borgere, der får en årsopgørelse, at se den.
Skat opfordrer til, at man kontrollerer tallene og oplyser, hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder for eksempel kørselsfradrag eller børnebidrag.
I løbet af weekenden er det muligt at stille generelle spørgsmål til årsopgørelsen på Facebook og Twitter. Spørgsmålene besvares lørdag og søndag mellem 10 og 16.
/ritzau/











