Danske krigsinvalider tager på vild grønlandsk skitur

    En gruppe krigsskadede danske soldater rejser mandag til det østlige Grønland, hvor de i 30 graders kulde gennem den næste måned skal slide sig knap 400 kilometer op langs den tilfrosne kyst.

    De fleste skal stå på ski, men to af deltagerne har fået bortsprunget begge ben og skal i stedet stage sig frem siddende i en pulk.

    Blandt skiløberne er 28-årige Christian Alexander Lanz fra Tønder, der i 2012 blev skudt af en fjendtlig finskytte, kort efter at han var kommet til Afghanistan som gruppefører i Ingeniørregimentet.

    Liggende på en støvet bakketop i Helmand-provinsen blev han ramt af et projektil, der jog gennem hans underarm og ind i kroppen, hvor det har forårsaget skader på rygsøjle og indre organer.

    Derfor kan Christian Lanz i dag ikke løbe, og som flere af de øvrige deltagere lever han med daglige smerter.

    Alligevel er han med ekspeditionen opsat på at vise, at de invaliderede veteraner stadig duer til noget.

    – Den primære grund til turen er, at vi vil vise, at selv om vi er kommet til skade, så er vi stadig en ressource, der kan klare store udfordringer, siger Christian Lanz.

    – Det skal både åbne øjnene for danskerne generelt, men også for andre tilskadekomne, som kan se, hvor meget man kan præstere på trods af et handicap, siger han.

    Efter planen skal de 23 ekspeditionsdeltagere, hvoraf ni er krigsskadede veteraner, gå og glide fra Mestersvig til Daneborg inden 15. april.

    Med på turen er også patruljemænd fra Siriuspatruljen, en jægersoldat, en frømand, en officer i hæren samt en fysioterapeut, en bandagist og en idrætskonsulent.

    Dertil kommer et hold, der skal lave en dokumentarfilm om rejsen.

    Ekspeditionen skulle være fløjet i et af Forsvarets transportfly fra Aalborg mandag morgen, men det gik i stykker, så afrejsen bliver nu i stedet fra København.

    For Christian Lanz får turen stor betydning.

    – Det er jo en kæmpe udvikling for mig. Fra at være kommet til skade og tro at man næsten ingenting kan til forventeligt at gennemføre en 30 dage lang ekspedition.

    – Hvis det lykkes, så kan jeg jo alt, når jeg kommer hjem derfra, siger han.

    /ritzau/