Ung tjekke venter Caroline Wozniacki i tredje runde

    Efter den solide sejr i anden runde i den store tennisturnering i Indian Wells venter der også på papiret overkommelig modstand for Caroline Wozniacki i tredje runde.

    Her står den 20-årige tjekke Katerina Siniakova på den anden side af nettet.

    Wozniacki har mødt hende en gang tidligere.

    I 2016 spillede de mod hinanden i Wuhan i Kina, og Wozniacki vandt med 6-4, 6-4.

    Katerina Siniakova er nummer 42 i verden og klarede sig til tredje runde med en sejr på 6-3, 7-5 over 23.-seedede Carla Suárez Navarro.

    Tilbage i januar vandt den unge tjekke sin første WTA-turnering i karrieren, da hun strøg til tops i Shenzhen, Kina. Undervejs slog hun verdens nummer fire, Simona Halep.

    Caroline Wozniacki er seedet som nummer 13 i turneringen i Indian Wells og rangerer som nummer 14 på verdensranglisten.

    Der er endnu ikke sat tidspunkt på kampen mellem Caroline Wozniacki og Katerina Siniakova, men den bliver formentlig spillet mandag.

    /ritzau/