Hollandsk politi har stoppet en bil med Tyrkiets familieminister ved grænsen, rapporterer tyrkisk NTV.
Hollandske medier rapporterer, at bilen er blevet stoppet ved en tankstation nær Rotterdam.
Ministeren havde valgt at køre ind i landet, efter at hollandske myndigheder tidligere har nægtet et tyrkisk ministerfly med en anden tyrkisk minister at lande.
Familieminister Fatma Betul Sayan Kaya var i forvejen i Tyskland, hvor hun skulle have deltaget i møder.
Holland ønsker imidlertid ikke, at tyrkiske politikere holder vælgermøder i Holland forud for en folkeafstemning i næste måned.
Tyskland har også afvist tyrkiske vælgermøder.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har beskyldt både Tyskland og Holland for nazimetoder.
/ritzau/Reuters











