Lyngby er klar til medaljekamp efter ottende 1-0-sejr

    Målet for Lyngby var at overleve efter oprykningen til Alka Superligaen. Den målsætning kan der allerede efter grundspillet sættes flueben ud for, efter at Lyngby lørdag slog Viborg 1-0.

    Med sejren er Lyngby inden grundspillets sidste runde sikret en plads i top-6, og dermed skal David Nielsens mandskab spille om at opnå medaljer frem for at undgå nedrykning, når Superligaen efter næste runde deles op.

    Lørdagens sejr var Lyngbys ottende på 1-0 i denne sæson, og det var 12. gang i sæsonen, at oprykkerne gik fra banen uden at lukke mål ind.

    Der var ellers ikke meget, der tydede på en Lyngby-sejr, eller for den sags skyld mål, i første halvleg. Her havde begge hold stor respekt for modstandernes kunnen, og derfor kom spillet aldrig til at flyde.

    Blot en enkelt afslutning i hver ende blev det til, uden at de to målmænd på nogen måde blev tvunget på overarbejde.

    Tilskuerne måtte derfor vente til anden halvleg, før der kom gang i opgøret. Her åbnede Jeppe Brandrup scoringen allerede efter godt et minuts spil, da han kastede sig rundt i luften og flugtede bolden i nettet.

    Lyngby-spillerne har sæsonen igennem vist sig som specialister i at lukke kampe ned, og de kvaliteter viste de igen mod Viborg, der i lange perioder havde svært ved at skabe chancer.

    Først i slutfasen, hvor alt blev kastet frem, begyndte Viborg at nærme sig Lyngbys mål, men farlige blev midtjyderne aldrig.

    Mens Lyngby med sejren rykker på tredjepladsen, er Viborg stadig bundprop i Superligaen.

    /ritzau/