Conrad og Kolding redder den danske ære i All England

    Det tynder ud i de danske herredoubler ved badmintonturneringen All England i Birmingham, hvor kun Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er tilbage for at forsvare de rød-hvide farver.

    Den ottendeseedede doublekonstellation måtte dog igennem et dramatisk førstesæt mod Lu Ching Yao og Yang Po Han fra Taiwan i sejren på 27-25, 21-17 i anden runde.

    Danskerne var bagud i en stor del af første sæt, som endte i et drama. Begge par misbrugte tre sætbolde, inden danskerne på den fjerde af slagsen tog sættet hjem.

    Andet sæt blev omvendt ensidigt. Sejren i første sæt gav de to danskere ro i spillet, og modstanderne blev udspillet i perioder i andet sæt.

    Trods en del sløseri mod slutningen kom sejren aldrig i fare.

    Conrad-Petersen og Kolding skal i kvartfinalen møde kineserne Lu Kai og Zheng Siwei, som slog Carsten Mogensen og Mathias Boe i første runde.

    Torsdag måtte Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen til gengæld lade livet efter et nederlag i to sæt til et af verdens bedste par, de tredjeseedede japanere Keigo Sonoda og Takeshi Kamura.

    Nederlaget endte med at lyde på 18-21, 15-21.

    De to danskere haltede lidt efter i det meste af første sæt, men de fik tændt motoren og var helt med ved 18-18.

    En stor dansk fejl gav japanerne 19-18, og herfra tog de sættet hjem.

    – Jeg misvurderede den og hakkede den i nettet i stedet for bare at bringe den i spil, forklarer Anders Skaarup Rasmussen.

    Det ærgerlige sættab så ud til at slå de to danskere ud. I andet sæt røg de af fra start, og japanerne cruisede sig i kvartfinalen.

    – Det er altid godt at vinde første sæt, men endnu mere mod et stærkt par. Vi kunne have lagt pres på dem ved at tage første sæt. Nu skulle vi i stede jage dem, siger Rasmussen.

    /ritzau/