Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er under skarp kritik fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for ikke at have delt oplysninger om PostNords krise med partierne, da han fik dem.
Der var ingen tal på bordet, da ministeren i december blev orienteret af PostNords ledelse, har ministeren forklaret. Men mødereferatet viser noget andet, kan Politiken og TV2 torsdag berette.
Og det mildner ikke stemningen hos støttepartiets transportordfører, Kim Christiansen (DF):
– Det er meget problematisk, at Ole Birk siger noget, når papiret viser noget andet.
– Det er håbløst. Det er simpelthen utroligt. Det kan næppe tilskrives hans uerfarenhed. Det er meget alvorligt, siger Kim Christiansen.
Spørgsmål: Kan I have tillid til en minister, der ikke deler tallene med jer – og efterfølgende fortæller, at han ikke havde dem, selv om referatet viser, at han fik dem i december?
– Jeg vil slet ikke ind i tillidssnakken. Vi vil gerne – trods alt – give ministeren mulighed for at forklare sig. Det får han mulighed for tirsdag på det møde, han selv har indkaldt os til.
– Og så må vi efterfølgende se, om vi er glade og tilfredse, siger Kim Christiansen.
/ritzau/











