To personer er blevet ramt af skud i hovedet i den svenske hovedstad Stockholm, skriver flere svenske medier.
De to beskrives som værende alvorligt tilskadekomne, efter at de onsdag aften blev skudt siddende i en bil.
– Det er to personer, som har fået alvorlige skudskader, da de er blevet ramt i hovedet. Det er så meget, vi kan sige på nuværende tidspunkt, siger Anna Westberg, pressetalskvinde for politiet i Stockholm, til Aftonbladet.
Skyderiet er sket i et beboelsesområde i Kista i den vestlige del af Stockholm, hvor politiet blev tilkaldt klokken 22.06 onsdag aften.
Politiet er nu massivt til stede i området, ligesom det har sat en politihelikopter og et stort mandskab ind i jagten på gerningsmændene.
Anna Westberg fortæller til nyhedsbureauet TT, at et vidne har oplyst, at en bil er blevet set køre fra området i høj fart kort efter skyderiet.
Politiet undersøger nu sagen som et mordforsøg.
/ritzau/











