Oprørere forklædt som læger angriber hospital i Kabul

    En eksplosion og skudsalver har onsdag morgen rystet det diplomatiske kvarter i Afghanistans hovedstad, Kabul.

    Oprørere forklædt som læger har angrebet landets største militærhospital, oplyser myndighederne i landet.

    Mindst to personer er meldt dræbt. 12 er ifølge sundhedsministeriet såret.

    – Sardar Daud Khan-hospitalet er blevet angrebet. Angrebsmændene er kommet ind på hospitalet. Vi har ikke flere oplysninger lige nu, lyder det fra en talsmand for Afghanistans forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

    En ansat på hospitalet skrev under angrebet på Facebook:

    – Angrebsmænd er inde på hospitalet. Bed for os.

    Det står ikke klart, om oprørerne fortsat er i bygningen.

    Ingen oprørsgrupper har taget skylden for angrebet, der stadig er under udvikling i hovedstaden.

    Det kommer i forlængelse af en række angreb udført af Taliban.

    For en uge siden blev 16 mennesker dræbt, da Taliban-krigere udførte to selvmordsangreb mod kontrolposter i Kabul.

    Landet bereder sig på en ny intens krig mod Taliban, efter at regeringens forsøg på at opnå en fredsaftale med gruppen har slået fejl flere gange.

    Ifølge det afghanske forsvarsministerium skete onsdagens eksplosionen inde på militærhospitalet, der ligger i Wazir Akbar Khan-området.

    Det skriver al-Jazeera.

    I det pågældende område ligger desuden flere af Afghanistans regeringsbygninger.

    /ritzau/