Det er et skridt i den rigtige retning, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) giver udtryk for, at regeringens ministre skal inddrage støttepartiet Dansk Folkeparti.
Det siger DF’s gruppeformand, Peter Skaarup. Men der skal handling bag ordene, understreger han.
– Det er et skridt på vejen, men det skal følges op af ministrene. Skal man have et fornuftigt samarbejde op at stå, er det klogt i højere grad at inddrage Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag.
– Vores ordførere passer deres arbejde, men hvis de møder manglende villighed og manglende lydhørhed, så bliver det ikke bedre, siger Skaarup tirsdag.
DF har flere gange på det seneste rejst kritik af regeringen. Både ældreminister Thyra Frank (LA) og transportminister Ole Birk Olesen (LA) har fået kritik for ikke at lytte til støttepartiet.
Udenrigsordfører Søren Espersen (DF) rettede i weekenden også kritik mod regeringen for at tilsidesætte støttepartiet.
I kølvandet på det sagde statsministeren mandag følgende i en skriftlig kommentar til Ritzau:
– Jeg har en hyppig og tillidsfuld dialog med Dansk Folkepartis leder. Og jeg forventer, at mine ministre følger mit eksempel og løbende inddrager og orienterer det parlamentariske grundlag.
Peter Skaarup kalder det for et godt signal.
– Det må være tegn på, at regeringen også godt kan se, at der er brug for en ændret adfærd, siger han.
Gruppeformanden betegner DF som det eneste parti, der ønsker, at VLAK-regeringen bliver siddende. Selv om der har været uro i blå blok, har DF heller ingen tanker om at vælte regeringen, lyder det.
Hvis der kommer en bedre dialog og et samarbejde på områder som velfærden, sygehusene og udlændingepolitikken, er der grobund for et godt forhold, mener Skaarup. Men regeringen bør glemme ønsket om flere reformer.
– Det vil tjene til regeringens bedste, at man parkerede alle de her tanker om meget store reformer, som der mangler fuldstændig folkelig forståelse for, siger Peter Skaarup med henvisning til blandt andet regeringens ønske om at hæve pensionen.
/ritzau/