Syriens hær nærmer sig en Islamisk Stat-kontrolleret landsby, hvor et vigtigt pumpeanlæg og vandforsyning til storbyen Aleppo er placeret.
Det rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR), som fra Storbritannien overvåger konflikten via et netværk i Syrien.
De militære fremskridt mod landsbyen al-Khafsa er sket med støtte fra russiske kampfly, der har kastet bomber i området øst for Aleppo.
De syriske styrker nærmer sig ifølge SOHR også den militære luftbase al-Jarrah.
En syrisk militærkilde siger, at hæren er “meget tæt” på begge mål.
Beboere i Aleppo har været uden fast vandforsyning i over en måned, efter at Islamisk Stat har lukket for hanerne.
Styret i Syrien genvandt i december sidste år kontrol over Aleppo efter en storstilet offensiv mod forskellige oprørere i byen.
/ritzau/Reuters











