Wozniacki løber tidligt ind i superserver i Indian Wells

    Danske Caroline Wozniacki får hård modstand, hvis hun spiller sig videre fra anden runde ved den prestigefulde WTA-turnering BNP Paribas Open, der begynder onsdag i Indian Wells.

    Wozniacki sidder over i første runde.

    I anden runde kommer hun enten til at stå over for en endnu ukendt kvalifikationsspiller eller den 29-årige italiener Sara Errani, som ligger nummer 104 på verdensranglisten.

    Allerede i en mulig anden kamp ved turneringen venter efter alt at dømme Johanna Konta, der har vist storspil i årets begyndelse.

    Den hårdtslående brite stod over for Wozniacki ved årets første grand slam-turnering, Australian Open, i januar.

    Her vandt Konta over en synligt frustreret Wozniacki med 6-3, 6-1. Det var det hidtil eneste møde mellem de to.

    Caroline Wozniacki har dog også vist god form på det seneste, hvor hun ved to turneringer i træk, i henholdsvis Qatar og Dubai, er nået frem til finalen.

    Danskeren har dog ikke vundet nogen af de to finaler.

    Wozniacki er seedet som nummer 13 ved turneringen, hvor Johanna Konta har fået en seedning som nummer 11.

    Caroline Wozniacki vandt turneringen i Indian Wells i 2011.

    Førsteseedede Serena Williams står til at møde 29.-seedede Irina-Camelia Begu som den første seedede spiller.

    Det sker, hvis verdensetteren vinder sin første kamp, som er mod enten OL-guldvinder Mónica Puig eller Danielle Collins.

    De to er henholdsvis nummer 43 og 248 i verden.

    Serena Williams boykottede i mange år turneringen i Californien sammen med sin søster, Venus Williams.

    Det skete, fordi de to efter eget udsagn blev chikaneret af publikum på grund af deres hudfarve tilbage i 2001.

    /ritzau/