Ståle: Bendtner er den største handel i norsk fodbold

    Med indkøbet af Nicklas Bendtner har Rosenborg lavet den mest opsigtsvækkende handel nogensinde i norsk fodbold.

    Det mener FC Københavns norske cheftræner, Ståle Solbakken, efter at Rosenborg mandag har fået Bendtners underskrift på en treårig aftale.

    – Jeg tror, man kan sige, at det er den største profil, der er blevet hentet til Eliteserien. Profilmæssigt og mediemæssigt er han den største tilgang, siger Ståle Solbakken til vg.no.

    I sidste sæson havde en anden norsk klub, Molde, den prominente islænding Eidur Gudjohnsen i truppen, men i Solbakkens øjne er Bendtner-handlen større.

    Det skyldes, at Gudjohnsen sidste år var 37 år og tæt på afslutningen af sin karriere, mens der i princippet burde være en del gode år tilbage i 29-årige Bendtner.

    – Her er der tale om en angriber, der skal spille Rosenborg ind i Champions League, siger Ståle Solbakken.

    Bendtner har i flere omgange holdt formen ved lige i FC København, mens han har været på jagt efter en ny klub.

    Om han kan blive manden, der i næste sæson sparker Rosenborg ind i Champions League for første gang i ti år, tør Solbakken dog ikke spå om.

    – Det kommer helt an på, om han får formen i orden. Potentialet er der til at dominere i Eliteserien og til at blive en matchvinder i Europa, men han skal træne regelmæssigt og forbedre sin fysik, siger FCK-træneren.

    Solbakken fortæller til VG, at han har vidst i et stykke tid, at handlen kunne falde på plads.

    Han er dog overbevist om, at aftalen vil blive mødt med stor forundring i Bendtners hjemland.

    – Dette er et stort chok for danskerne, siger Ståle Solbakken.

    /ritzau/