Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afviser en idé fra Østrig om et EU-forbud mod tyrkisk valgkamp inden for EU.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskyldte i weekenden Tyskland for at bruge nazimetoder. Det skete, efter at tyske myndigheder i sidste uge aflyste en række tyrkiske folkemøder.
Møderne kommer forud for en folkeafstemning om en forfatningsændring i Tyrkiet til april. Der skulle efter planen deltage ministre fra Tyrkiet i møderne. De er ifølge tyske myndigheder aflyst af sikkerhedsmæssige grunde.
Striden fik i weekenden Østrigs kansler, Christian Kern, til at foreslå et forbud mod tyrkiske valgmøder i hele EU. Kern begrunder forslaget med, at enkelte lande på den måde ikke kommer under pres fra Tyrkiet.
I weekenden har Dansk Folkeparti og i nogen grad Socialdemokratiet talt for et dansk forbud.
Men den danske udenrigsminister siger mandag i forbindelse med et EU-udenrigsministermøde i Bruxelles, at han ikke ser behov for at få EU på banen.
– Jeg tror, man skal vurdere det her fra land til land. Som jeg har forstået det, er det i høj grad et spørgsmål om sikkerhed, som gør, at man vurderer, som man gør i Tyskland.
– Det er tyskernes opgave at vurdere på det, og det er også vores opgave hjemme i Danmark at vurdere på det, når det kommer dertil, siger Samuelsen.
Den østrigske udenrigsminister, Sebastian Kurz, er ved ankomsten til mandagens møde i Bruxelles dog også mere afdæmpet end sin kansler.
– Jeg mener ikke, at vi skal vente på en europæisk løsning her. Det er noget, der angår tre, måske fire europæiske lande. Det er måske ikke så smart at rykke sagen ind i den europæiske debats nirvana, siger Kurz ifølge det østrigske nyhedsbureau APA.
Kurz siger, at det bør stå helt klart, at Østrig ikke accepterer tyrkiske politikere i valgkamp i Østrig.
Han henviser til et generelt princip om, at Østrig ikke ønsker at lægge hus til andre landes valgkamp, fordi man dermed risikerer at importere andre landes konflikter.
/ritzau/











