Merkels stabschef kalder Erdogans nazisnak uacceptabel

    Angela Merkels stabschef kritiserer den tyrkiske præsident, som har sagt, at en aflysning af tyrkiske valgmøder i Tyskland “minder om nazitiden”.

    Den udtalelse er “totalt uacceptabel”, siger stabschef Peter Altmaier til ARD.

    Tyskland og Tyrkiet er havnet i en diplomatisk krise, efter at en række valgmøder med deltagelse fra forskellige tyrkiske ministre i tyske byer er blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager i den forgangne uge.

    – Regeringen vil gøre det meget klart. Der er absolut ingen rimelig grund til, at vi skal lade os kritisere på grund af dette, siger Altmaier.

    I weekenden langede Recep Tayyip Erdogan ud efter den tyske regering.

    – Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang, sagde han under en kvindemarch i Istanbul.

    Præsidenten lod det ikke blive ved denne ene provokation. Han slog en streg under med opfølgningen:

    – Jeg troede, at Tyskland for længst var gået bort fra dette (nazisternes fremgangsmåde, red.). Men vi tog fejl.

    Tyrkiet skal stemme om en forfatningsændring i april. Den vil give Erdogan mere magt.

    /ritzau/Reuters