Svensk skolebus med 25 børn vælter på snedækket landevej

    En skolebus er mandag morgen kørt i grøften og væltet nær den svenske by Munkedal nord for Göteborg.

    Der var 25 børn i bussen, som landede på siden med dørene nedad.

    Redningsmandskaber rykkede hurtigt ud til stedet, og alle børn er bragt i sikkerhed, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

    Børnene kunne klatre på stiger ud gennem knuste vinduer i bussen, siger Lars Bjurström fra redningstjenesten i Munkedal til avisen Bohusläningen.

    Der er ingen tilskadekomne.

    Sverige har været ramt af en stribe ulykker i trafikken mandag morgen, da mange veje er glatte og snedækkede.

    – Vi har haft mange udrykninger, men foreløbigt ingen alvorlige personskader, siger Roine Lind fra SOS Alarm i Göteborg til TT.

    I Bohuslän var flere end 30 buslinjer indstillet mandag ifølge trafikselskabet Västtrafik.

    Også toge og fly har været ramt af aflysninger nogle steder i landet. Det gælder blandt andet i Kalmar, hvor flere flyafgange blev aflyst søndag aften på grund af sidevind og snevejr.

    Sverige får mere sne i løbet af dagen. Men det begynder snart at tø, så det tegner til bedring i trafikken.

    /ritzau/