Sydkoreansk anklager: Præsident var del af bestikkelsessag

    Sydkoreas specielle anklagemyndighed konkluderer, at Sydkoreas suspenderede præsident, Park Geun-hye, og veninden Choi Soon-sil samarbejdede om at lokke bestikkelse fra Samsung.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I en pressemeddelelse skriver anklagemyndigheden, at teknologigiganten betalte bestikkelse i millionklassen til gengæld for tjenester, der skulle stadfæste Samsung-chef Jay Y. Lees kontrol i firmaet.

    Anklagerne har hele tiden ment, at Samsung har betalt store summer i bestikkelse for at sikre regeringens opbakning til en fusion mellem to af Samsung-gruppens virksomheder.

    Skandalen kom frem i offentligheden sidste år, og præsident Park Geun-hye har været suspenderet siden december.

    Choi beskyldes for at have udnyttet sit venskab med præsidenten til at presse penge ud af Sydkoreas store virksomheder.

    Pengene er angiveligt gået til en fond, som Choi kontrollerede og har nydt godt af.

    Chois datter, Chung Yoo-ra, har siden 2. januar siddet fængslet i Danmark, fordi hun er sigtet af de sydkoreanske myndigheder for medvirken til omfattende økonomisk kriminalitet.

    /ritzau/