Koncerthus og orkestre kan forsvinde fra DR

    DR skal fremover kun være et mediehus og ikke drive orkester- og koncertvirksomhed.

    Det foreslår Dansk Folkeparti i et nyt orkesterudspil, skriver Politiken.

    Kulturminister Mette Bock (LA) lufter i Jyllands-Posten de samme tanker om at gøre DR til en rendyrket medievirksomhed.

    – Hvis min idé – min tanke – blev ført ud i livet, ville DR umiddelbart stå tilbage som en institution, der alene skulle koncentrere sig om at producere medieindhold, lyder det blandt andet fra ministeren i avisen.

    Dansk Folkeparti vil trække både Koncerthuset og alle de musiske orkestre ud af DR.

    DR SymfoniOrkestret skal lægges ind under det Kongelige Teater, og DR’s Voksenensemble skal sammenlægges med teatres operakor, mener partiet.

    Selve orkestrene skal dog fungere på samme vilkår som i dag, understreger Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, over for avisen.

    – Vi vil styrke den klassiske musik uden for hovedstaden. Vi er bange for, at ensemblerne vil blive ofret, hvis DR bliver beskåret. Vi vil sikre dem ved, at de flyttes over i Koncerthuset, siger ordføreren.

    Koncerthuset i København skal omdannes til en selvstændig enhed, og symfoniorkestret skal så leje sig ind i forbindelse med sine aktiviteter.

    Alex Ahrendtsen afviser, at partiets forslag vil betyde besparelser ud over det administrative niveau.

    – Det er ikke en spareøvelse. Hvordan det så skal finansieres, skal vi finde ud af ved forhandlingerne, siger han.

    Forhandlingerne om medieforliget indledes til sommer.

    /ritzau/