Selv om det danske vejr i øjeblikket er både regnfuldt og gråt, er de første forårstegn alligevel begyndt at vise sig.
Et særligt tydeligt et af slagsen er, at forårsbebuderen over dem alle, den klassiske hvide stork i weekenden har sat sine røde ben i Danmark.
Søndag er hele to storke blevet set i Esbjerg ikke langt fra byens Fiskeri- og Søfartsmuseeum. Her tog de et kort hvil, inden de fløj videre, skriver storkene.dk.
Også lørdag blev der rapporteret en stork ved Vidåen i Sønderjylland, som trak i nordlig retning.
I Slesvig-Holsten, som er den tyske delstat, som ligger tættest på den danske grænse, er mange storke allerede ankommet til rederne.
Det var derfor også ventet, at storken snart ville flyve mod Danmark.
De storke, der ankommer tidligt på foråret, har primært overvintret på Den Iberiske Halvø. De storke, der overvintrer i Afrika, ankommer først i april måned.
Sidste år blev den første stork set på Møn 13. marts.
/ritzau/











