Andreas Bube henter sølv ved inde-EM i atletik

    Dansk atletik hentede søndag den første medalje siden 2011 ved inde-EM.

    800 meter-løberen Andreas Bube sikrede sølv i finalen på sidstedagen ved mesterskaberne i Beograd.

    Danskeren indledte løbet i bageste position, men 29-årige Andreas Bube lagde sig derefter forrest i den taktisk prægede finale.

    Han blev dog overhalet af polakken Adam Kszczot, der sejrede i tiden 1 minut og 48,87 sekunder.

    Det var tredje gang, at Adam Kszczot vandt EM-guld på 800 meter indendørs.

    Andreas Bube sikrede sølvet i 1 minut og 49,32 sekunder.

    Bronzen gik til spanieren Alvaro De Arriba i 1 minut og 49,68 sekunder.

    Det er anden gang i karrieren, at Andreas Bube vinder sølv ved EM.

    Hans første sølvmedalje kom i 2012, men dengang skete bedriften ved det mere prestigiøse EM udendørs.

    Morten Jensen havde før søndag hentet Danmarks seneste medalje ved inde-EM. For seks år siden sikrede han en bronzemedalje i længdespring.

    Stina Troest havde også kæmpet sig frem til finalen på kvindernes 800 meter.

    Danskeren sluttede som nummer fem og næstsidst i tiden 2 minutter og 2,93 sekunder.

    23-årige Stina Troest løber sædvanligvis 400 meter hæk, men den disciplin er ikke på programmet ved inde-EM.

    Schweizeren Selina Büchel genvandt guldet fra det seneste inde-EM for to år siden, da hun akkurat besejrede briten Shelayna Oskan-Clarke i spurten.

    Selina Büchel løb i 2 minutter og 38 hundrededele, mens briten var en enkelt hundrededel efter på andenpladsen.

    /ritzau/