Tidligere Fifa-topchef anker tiårig karantæne

    Sidste sommer blev Jerome Valcke idømt en karantæne fra al fodbold i ti år af Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) appelkomité.

    Fifas mangeårige generalsekretær har nu valgt at appellere straffen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

    Det meddeler CAS i en pressemeddelelse.

    – Jerome Valcke ønsker at få afgørelsen tilsidesat, så sanktionen mod ham kan blive helt ophævet, meddeler CAS.

    Jerome Valcke blev i februar 2016 idømt 12 års karantæne fra al fodbold af Fifa.

    Måneden forinden havde forbundet fyret den i dag 56-årige franskmand, der blev Fifas generalsekretær i 2007.

    Straffen blev senere nedsat til ti år.

    Jerome Valcke røg ud på grund af sin rolle i den store korruptionsskandale i Fifa, der også endte med at fælde Fifas mangeårige præsident Sepp Blatter.

    Jerome Valcke blev blandt andet idømt karantæne for at have deltaget i fusk med salg med billetter til VM.

    /ritzau/