Der blev tirsdag morgen målt giftige klordampe ved Slagelse Svømmehal. Derfor var området lige omkring svømmehallen afspærret et par timer. Svømmehallen ligger lige ved siden af Antvorskovskolen.
– Det er noget klor, som man har hældt på en tank, der har givet mere klorlugt end normalt inde i svømmehallen, og det kan man godt blive lidt dårlig af, siger vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Der var risiko for, at 16 personer, herunder morgensvømmere, der befandt sig i svømmehallen, kunne have indåndet dampene, og de blev alle for en sikkerheds skyld kørt til kontrol på Slagelse Sygehus.
– Der er ikke tegn på, at nogle har lidt skade, men vi skal være sikre, siger Jens Frederiksen.
Meldingen om kemikalieudslippet kom klokken 06.26. Kort før klokken 9 kunne politiet oplyse, at faren var overstået.
Klordampe er ubehagelige og kan ved et kraftigt udslip irritere luftvejene og i værste fald skade lungerne. Symptomerne er blandt andet hoste, kvalme og utilpashed.
De evakuerede fra Slagelse Svømmehal blev i første omgang flyttet til en hal i nærheden.
Politiet opfordrede et plejehjem, der er nabo til svømmehallen, til at lukke døre og vinduer.
– Plejehjemmet ligger lige i vindretningen, og derfor kunne de lugte det hos dem også, siger vagtchefen.
Andre naboer var ikke i risiko for at blive ramt af dampene. Det gælder blandt andet Antvorskovskolen, der ligger på den side af svømmehallen, som klordampene ikke rammer.
– Klordampe har heldigvis den fordel, at man kan lugte dem, før man bliver dårlig, og så er de så flygtige, at de hurtigt forsvinder i fri luft. Derfor er det kun lige det nærliggende plejehjem i vindretningen, der skal lukke vinduerne, siger Jens Frederiksen.
Svømmehallen er lukket, indtil en eventuel lækage er fundet. Tirsdag formiddag foregår der stadig tekniske undersøgelser, oplyser politiet.
/ritzau/











