Politiet er blevet bedre til at behandle anmeldelser om voldtægt, men det er fortsat ikke godt nok.
Rigsadvokaten mener, at det kniber med at få behandlet sagerne hurtigt nok.
– Det er altafgørende, at alle voldtægtssager bliver behandlet ordentligt og hurtigt, siger Jens Røn, der er statsadvokat hos Rigsadvokaten, i en pressemeddelelse mandag.
I et brev til samtlige politikredse har landets øverste anklager i december efterlyst en højere kvalitet.
Der er fortsat “behov for et målrettet og tydeligt fokus på behandlingen af voldtægtssager for at sikre en ensartet og korrekt behandling af disse sager om alvorlig personfarlig kriminalitet,” hedder det i brevet.
Hver måned skal en advokatur, som skal sikre kvaliteten, tjekke samtlige sager, som er blevet henlagt.
Derefter skal resultatet af kontrollen indberettes til den overordnede anklagemyndighed.
/ritzau/











