Dopinganklaget løbetræner: Jeg bruger kun lovlige midler

    Løbetræneren Alberto Salazar nægter at have brudt antidopingreglerne, som han søndag blev anklaget for i avisen Sunday Times. Det siger han i en erklæring, som er gengivet af BBC.

    Sunday Times skrev med udgangspunkt i en lækket rapport fra Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada), at Salazar har opfundet en ny præstationsfremmende cocktail baseret på meget store mængder af L-carnitin.

    Stoffet dannes naturligt i kroppen og er derfor lovligt.

    I sit forsvar skriver Salazar, at han kender til L-carnitin, og at han har snakket med netop Usada om brugen af stoffet.

    – Jeg tror på en ren sport, og jeg benytter mig ikke af medikamenter, der er ulovlige.

    – L-carnitin er et tilgængeligt og lovligt kosttilskud, som ikke er bandlyst af Wada (Det Internationale Antidoping Agentur, red.). Enhver brug af L-carnitin er gjort inden for Wadas retningslinjer.

    – Jeg har, for at sikre at min fortolkning af Wadas regler var korrekt, kommunikeret skriftligt med Usada om brug af L-carnitin på Oregon Projects atleter, skriver Salazar.

    Oregon Project er en gruppe af verdens bedste langdistanceløbere, som træner sammen i den amerikanske by Portland. Løberne trænes blandt andre af Salazar.

    Projektets mest prominente navn er briten Mo Farah, der er dobbelt olympisk mester i både 5000 og 10.000 meter-løb. Han benægtede søndag at have benyttet sig af præstationsfremmende midler.

    Ifølge Sunday Times skulle Alberto Salazar også have sendt en mail til den tidligere cykelstjerne Lance Armstrong, hvor træneren skulle have fortalt om de store fordele ved at indtage mere L-carnitin.

    Alberto Salazar fortæller, at han har et tæt samarbejde med de amerikanske antidopingmyndigheder.

    – Jeg har frivilligt samarbejde med Usada i årevis, og jeg mødtes med dem for lidt over et år siden. Denne lækage af oplysninger og uretfærdige beskyldninger i pressen er foruroligende, siger han.

    58-årige Alberto Salazar er født på Cuba, men som aktiv løber repræsenterede han USA. Han vandt blandt andet New York Marathon tre år i træk fra 1980-1982.

    Tilbage i 2015 blev Salazar i en BBC-dokumentar ligeledes beskyldt for at opfordre sine løbere til at anvende præstationsfremmende medikamenter.

    /ritzau/