I sine 20 år i kommunalpolitik har viceborgmester og gruppeformand for Venstres i Roskilde Kommune, Bent Jørgensen, aldrig svaret på én eneste baglandsrundspørge.
Men denne gang kan han ikke lade være. Det er spørgsmålet om, hvorvidt han støtter Herning borgmester Lars Krarups skarpe kritik af Venstre toppens kurs på Christiansborg, der provokerer.
Bent Jørgensen kalder det “komisk”, at den V-borgmester, som har allerstørst andel i, at Lars Løkke Rasmussen reddede sit politiske liv i formandsopgøret i 2014 nu går ud med så skarp kritik af V-toppen.
– Jeg hører til dem, der ønskede at skifte formand i 2014. Det havde været den naturlige udgang på den ballade og opførsel, der var dengang, siger Bent Jørgensen med henvisning til sagen om Lars Løkke Rasmussens køb af tøj for 152.000 kroner på V-medlemmernes regning.
– Der var linet op til, at Kristian Jensen skulle overtage. Men det endte som det endte, blandt andet fordi Hernings borgmester gik ind og støttede Lars Løkke, siger Bent Jørgensen og tilføjer:
– Frygten dengang var, at vi aldrig ville komme over den tillidskrise, der var skabt. Og det kan du se på målinger, at det er vi aldrig kommet over.
– Jeg synes, at Lars Løkke gør det godt som politiker, men han er aldrig kommet sig over det tillidsbrud, der blev skabt. Det er det, vi lider under i dag. Det burde en mand som Lars Krarup have set dengang, når han har den nøglerolle, han har, siger Bent Jørgensen.
Han kalder Krarups kritik en “fuldstændigt umotiveret brandbombe, som ingen steder hører hjemme”.
– Hvad har han tænkt sig? Skal vi starte et nyt formandsopgør på landsmødet til oktober? En måned før kommunalvalget?
– Jeg forstår simpelthen ikke, hvad hans ærinde er. Han er en af de hovedansvarlige for, at Løkke fortsatte dengang. Så må han også stå last og brast med sin formandskandidat, siger Bent Jørgensen.
Han er enig i Lars Krarups kritik af uddannelsesloftet, men siger:
– Dem, der tabte formandsopgøret, har opført sig meget civiliseret. Man tog balladen, og så har man stået sammen bagefter. Det går Lars Krarup ind og pirker til uden at have et svar på, hvad hans egentlige ærinde er.
Bent Jørgensen deler dog Lars Krarups analyse af, at Venstre-toppen på Christiansborg vil koste partiet ved kommunalvalget.
– Det er da klart, at det vil skade Venstre, når vi har en formand, som en stor del af befolkningen ikke har tillid til. Men det er ikke det politiske, han falder på i mine øjne. Det er det tillidsbrud, der er skabt.
– Det tillidsbrud stod lysende klart i 2014, og det er det, vi lider under i dag mere end nogle sager, vi skal bokse igennem i et vanskeligt regeringssamarbejde. Det er der, Lars Krarup går fejl i byen, siger Bent Jørgensen.
/ritzau/