De Radikale med Morten Østergaard i spidsen så gerne, at det politiske fokus blev rettet mod et mere åbent Danmark og væk fra den udvikling med fokus på danskhed og lukkede grænser, der har præget debatten de sidste mange år.
Det er dog ikke blevet lettere i takt med, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har krabbet sig tættere på hinanden politisk de seneste måneder.
– Det er helt tydeligt, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har travlt med at udviske forskellene imellem dem.
– Jeg synes, at det er dybt bekymrende, hvis det, man kan blive enige om, er at gøre det sværere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft eller at forbyde ikkeeksisterende bederum på gymnasier, siger Morten Østergaard.
Han fortsætter:
– Jeg synes, at man skal fokusere på, hvordan vi giver en planet videre, der er i samme stand, som da vi fik den. Og en verden, hvor færre folk er på flugt.
– Som jeg ser det, så kræver alle disse ting mere internationalt samarbejde og at vi i Danmark er villige til at engagere os i stedet for at mure os inde.
Han mener ikke, at hverken de seneste blå eller røde regeringer har delt den indstilling.
– På tværs af blokkene er der blevet skåret markant ned på uddannelser, indført smykkelove og andet, som jeg ikke tror er løsningen. Så jeg peger hverken til højre eller venstre, jeg prøver at pege fremad.
– Det vigtige nu er, at der i det mindste er nogen, og her mener jeg os radikale, der aspirerer til at lede landet ud fra en anden doktrin end den, som de andre lægger frem, siger De Radikales politiske leder.
De Radikale vil dog fortsat lægge deres æg i Socialdemokratiets og dettes formand, Mette Frederiksens, kurv og håbe på en retningsskift.
– Jeg er fuldstændigt klar i mælet, når jeg siger, at vi kommer til at pege på Mette Frederiksen. Det gør vi, fordi det er der, vi tror, at vi kan få mest indflydelse.
– Uanset deres forsøg på at udviske forskellene til Dansk Folkeparti, så bliver Socialdemokratiet afhængig af os. Derfor tør jeg også tro på, at vi kan få både en ny regering og en ny retning for Danmark, siger Morten Østergaard.
/ritzau/