Irakisk militær: Vi har taget lufthavnen i Mosul fra IS

    Irakiske styrker har torsdag morgen stormet lufthavnen i storbyen Mosul.

    Det oplyser irakisk stats-tv.

    Angrebet sker i forbindelse med en storstilet offensiv for at fordrive den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) fra den vestlige del af byen.

    Ud over byens lufthavn har det irakiske militær med støtte fra politistyrker også angrebet en militærlejr i byen.

    – Vores styrker indledte tidligt denne morgen (torsdag, red.) et angreb på lufthavnen i Mosul og Gozlani-basen for at rense stederne for Daesh-terrorister.

    Det siger talsmand Sabah al-Numan fra den irakiske antiterrorenhed CTS.

    – Vi kan bekræfte, at lufthavnen militært set er indtaget. Det er et spørgsmål om tid, før vi har den fulde kontrol, tilføjer han.

    Irakiske styrker indledte med støtte fra USA og paramilitære tropper en offensiv i byen i oktober.

    Islamisk Stats tog kontrollen over Mosul i 2014. Byen er bevægelsens sidste store bastion i Irak.

    Den østlige del af byen blev generobret i januar.

    Hvis IS taber kontrollen over hele Mosul vil det være et stort slag mod bevægelsens selvudnævnte kalifat.

    Det blev udråbt fra netop Mosul efter at IS havde indtaget store dele af Irak og Syrien.

    Omkring 100.000 styrker deltager i kampen for at sende IS på porten. De udgøres af irakiske soldater, kurdiske krigere og shiitiske militser.

    /ritzau/Reuters