42-årig tiltalt for at afbrænde Koranen

    En 42-årig mand er blevet tiltalt for blasfemi ved at afbrænde Koranen. Det er første gang siden 1971, at der rejses tiltale efter blasfemiparagraffen.

    Det er anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, der har rejst tiltale mod den 42-årig mand, som i december 2015 offentliggjorde en video på Facebook, hvor han afbrænder Koranen.

    Det oplyser statsadvokat Jan Reckendorff fra Statsadvokaten i Viborg i en pressemeddelelse.

    Statsadvokaten har tiltrådt Nordjyllands Politis indstilling om at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 140 om blasfemi.

    – Det er anklagemyndighedens opfattelse, at omstændighederne i forbindelse med afbrænding af hellige bøger som Bibelen og Koranen indebærer, at det i visse tilfælde kan være en overtrædelse af blasfemiparagraffen, udtaler Jan Reckendorff.

    /ritzau/