Dansk Folkeparti er hverken bange for selvkørende biler, flyvende dronetaxaer, virtual reality, kunstig intelligens eller moderne teknologi generelt, hvilket udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ellers hævder.
Det er siger DF’s gruppeformand, Peter Skaarup.
– Det er noget pjat, Samuelsen siger.
– Han bruger Uber som eksempel, og det er rigtigt, at Uber er kommet med nogle nye ting omkring taxavirksomhed, men han glemmer helt, at vi har rettens ord for, at Uber er organiseret piratkørsel, siger Skaarup.
Samuelsens kritik er rettet mod både DF og Socialdemokratiet, i forbindelse med at LA-lederen drager til Silicon Valley i USA i denne uge. Interessant er kritikken af DF, som er VLAK-regeringens parlamentariske grundlag.
Fokus i USA vil være på de nye teknologier, som ifølge Samuelsen har potentiale til at ændre danskernes livsvilkår gennemgribende i løbet af meget få år.
Samuelsen nævner specifikt sagen om kørselstjenesten Uber som et eksempel på, hvor DF og S satte en bremser for de teknologiske muligheder.
Det skete, da DF og S tidligere på måneden pressede regeringen til at indgå en taxaaftale, som reelt bremser Ubers muligheder for at operere i Danmark.
– Vi skal forsvare den danske arbejdsmarkedsmodel, og hvis man har organiseret piratkørsel, der indirekte er legaliseret som med Uber, så hænger tingene ikke sammen, siger Skaarup.
– Så tillader vi bare snyd med skat og piratkørsel, og det er ikke en god idé. Vi skal følge med den teknologiske udvikling, men vores arbejdsmarked skal fungere på en god måde.
– Det er en del af et velfungerende og trygt samfund, at man har et velfungerende arbejdsmarked.
– Vi er overhovedet ikke bange for de teknologiske muligheder, som kommer fremover, siger Skaarup.
Samuelsen giver ikke meget for S og DF’s bekymringer for, at nye tjenester som Uber åbner en ulige konkurrence på arbejdsvilkår.
– Lige om lidt, så er det lige meget. Så har de forhindret Uber i at køre i to år, men så er der droner i stedet for. Og der er ikke nogen chauffører, siger Samuelsen.
/ritzau/











