Roger Federer parkerer spekulationer om karrierestop

    Tennisfænomenet Roger Federer går ikke med planer om at lægge ketsjeren på hylden i den nærmeste fremtid.

    Tirsdag har Federer indgået en aftale om at spille indendørsturneringen Swiss Open i sit hjemland frem til og med 2019-udgaven. Til den tid vil Federer være 38 år.

    – Jeg kan ikke vente med at steppe uden foran mine fans igen. At spille i Basel er altid et af sæsonens højdepunkter, siger Federer.

    Med den langvarige kontrakt med ATP-turneringen maner han eksperters spekulationer om et karrierestop til jorden.

    Efter et skadesplaget 2016 for Federer var det en udbredt vurdering i tennismiljøet, at schweizeren efterhånden synes på vej mod en afskedsturné.

    Derfor kom det også bag på mange, at han i januar vandt årets første grand slam-turnering, da han besejrede Rafael Nadal i Australian Open-finalen.

    Ved den lejlighed blev han tidernes næstældste til at vinde en grand slam-titel. Dem har han vundet 18 af i karrieren.

    /ritzau/AFP