Socialdemokratiet har på et gruppemøde tirsdag afgjort, at partiet går ind for forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.
Der er dog ikke enighed i gruppen. Friskoleordfører Daniel Toft Jakobsen (S) er imod et forbud:
– Jeg respekterer den beslutning, der er truffet, siger han efter gruppemødet.
– Jeg siger bare, at jeg ikke vil stå her og spille skuespil og sige noget andet, end jeg mener. Jeg har sagt inde i gruppen, hvad jeg mener, og det siger jeg også her.
Det er Dansk Folkeparti, der tirsdag eftermiddag har et forslag om et forbud til debat i folketingssalen.
Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, vil forbyde bederum for at komme social kontrol til livs. Han henviser til eksempler med muslimske elever, der presser andre til at praktisere islam i skoletiden.
Men partifællen Daniel Toft Jakobsen har “tillid til, at man kan håndtere det lokalt”. Og det fastholder han, selv om han dermed går stik imod partilinjen.
– Jeg tror ikke, at lovgivning er det mest effektive redskab i den her sag, siger han.
– For mig er det et ret principielt spørgsmål, så der vælger jeg at sige, hvad jeg mener.
Spørgsmål: Hvorfor er det så vigtigt?
– Fordi det har noget med grundlæggende frihedsværdier at gøre.
Friskoleordføreren medgiver, at bederum kan blive brugt som led i en social og religiøs kontrol. Men han pointerer, at unge flere steder igennem mange år har bedt sammen på uddannelsesinstitutionerne uden problemer.
– Jeg har faktisk selv i min gymnasietid mødtes med en lille kristen andagtsgruppe i et lokale i frikvartererne. Alle var velkommen, ingen var tvunget – det foregik på en helt demokratisk måde, siger han.
Adspurgt hvad han har tænkt sig at stemme, når forslaget er til afstemning i folketingssalen, svarer Daniel Toft Jakobsen:
– Det ved jeg ikke. Jeg synes heller ikke, det afgørende er, hvad jeg stemmer. For det kommer ikke til at gå igennem.
/ritzau/











