Terrormistanke koster langrendsløber VM-deltagelsen

    Langrends-VM i finske Lahti bliver en deltager fattigere end forventet, da venezuelaneren Adrian Solano ikke når frem til VM. Og årsagen er noget speciel.

    22-årige Solano skulle mellemlande i Paris på sin vej til Finland, men her mistænkte fransk politi ham både for narkosmugling og for at være terrorist, hvorfor han blev tilbageholdt i fem dage og sendt hjem igen.

    Det skriver svenske Aftonbladet.

    – De troede, han smuglede narkotika, bare fordi han er fra Venezuela og mørk i huden. Jeg synes, det er racistisk.

    – De undersøgte hans krop for at finde narkotika, og så spurgte de ham, om han var terrorist, siger Solanos landsmand og holdkammerat Cesar Baena.

    Han fik fem dage i fængsel i lufthavnen, inden han blev sendt hjem, førend Venezuelas ambassade nåede at gå ind i sagen.

    – Han havde kun 20 euro på sig i kontanter og ingen kredit- eller bankkort. Det vakte mistanke, fortæller Baena.

    – Derefter forklarede han, at han skulle deltage ved ski-VM, men de lo bare ad ham.

    Som sagt blev Solano sendt retur til Venezuela, og han kommer ikke til VM i Finland.

    – Den første flybillet var dyr nok, og han kan ikke købe en til. Jeg føler med ham. Det er ikke retfærdigt, lyder det fra Cesar Baena.

    VM indledes onsdag.

    /ritzau/