Familier skal lege sig til læring i nyt Lego-hus

    Opfind. Byg. Leg. Og lær.

    Legos nye oplevelseshus, Lego House, inviterer børn og voksne ind i et kreativt byggeunivers, når det slår dørene op den 28. september i år.

    Her er den eksperimenterende leg i fokus, siger Søren Holm, der er leder af designoplevelsen i Lego House.

    – Vi tror på, at man lærer gennem leg. Og vi vil tilbyde en leg, som er sjov og inspirerende for store og små.

    – Vi prøver at ramme mange interesser, så der både er plads til far, søn og lillesøster, siger han.

    Fire oplevelseszoner er hjertet af Lego-huset. De har hver en farve og en række aktiviteter, som gæsterne kan dykke ned i.

    – Vi fortæller ikke børnene, hvad de skal lave. Det er deres egne eksperimenter, som gør, at de lærer.

    – Børnene bygger, ser om det virker, genbygger og løser en kreativ udfordring.

    – Børnene vokser sgu’ lige to centimeter i højden, når de får den oplevelse. Dét, synes jeg, er vigtigt, siger han.

    I den gule zone kan børnene eksempelvis bygge en fisk i klodser, skanne den ind i en computer og se den blive vækket til live og svømme rundt med fisk, som andre børn har skabt.

    – Det er en stor oplevelse for børn at se, hvad der sker med deres fisk.

    – Tænk hvis den for eksempel bliver angrebet af en haj. De kan se deres fantasi blive en virkelig figur, siger Søren Holm.

    Oplevelseshuset skal ligge i Billund by, og den 12.000 kvadratmeter store bygning vil blandt andet byde på restauranter, legepladser, en Lego-butik og et galleri.

    Lego-fans i alle aldre skal kunne slippe fantasien løs i Lego-huset, som byder på 20 forskellige oplevelser.

    /ritzau/