To personer er kvæstet i soloulykke nær Nykøbing Sjælland

    To personer er kommet alvorligt til skade, efter at en bil med adskillige passagerer er forulykket onsdag aften syd for den lille by Højby nær Nykøbing Sjælland.

    Det oplyser vagtchef Arne Aabech fra Midt- og Vestsjællands Politi.

    – Vi har haft et solouheld, altså et uheld hvor der kun har været en enkelt bil involveret. Vi har fået oplyst, at der var mange personer i bilen. To af dem er kommet alvorligt til skade, mens tre er sluppet med mindre skader, siger han.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Kirkeåsvejen cirka 200 meter nord for Odsherredvej klokken 22.18. Her lød meldingen, at der befandt sig i alt syv personer i bilen. Dette tal er dog endnu ikke blevet endeligt bekræftet.

    – Der er sendt syv ambulancer og en helikopter til stedet. Vi arbejder på højtryk deroppe, siger Arne Aabech, som tilføjer, at det endnu er sparsomt med oplysninger om ulykken.

    Ifølge politiet er der også sendt en bilinspektør til stedet for at få klarlagt årsagen til ulykken.

    /ritzau/