70-årig tiltalt for at diktere 346 overgreb mod børn

    I en historisk grov sag er en 70-årig mand anklaget for at have bestilt og overværet overgreb på børn via internettet hundredvis af gange.

    Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi onsdag i en pressemeddelelse.

    I alt er manden tiltalt for 346 forhold om medvirken til voldtægt og overgreb.

    – Der er tale om en usædvanlig grov sag, af et omfang vi ikke tidligere har set i Danmark, siger anklager Helene Brædder i pressemeddelelsen.

    Fra sit hjem i Brøndby skal manden have bestilt, betalt og overværet overgreb og voldtægt af filippinske børn via sin computer. Det har ifølge anklagerne stået på i flere år fra 2011 til 2016.

    Den 70-årige mand blev anholdt i februar 2016 og har siddet varetægtsfængslet lige siden.

    Sagen er sat til at begynde ved Retten i Glostrup 28. februar. Der er afsat 41 retsdage til sagen, hvor der forventes dom i juni.

    Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om forvaring.

    Forvaring er en af de hårdeste straffe i det danske retssystem. Straffen gives til personer, som ikke er sindssyge, men som anses for at være så farlige, at en almindelig fængselsstraf ikke kan komme på tale.

    /ritzau/