Hjort har intet konkret pengeløfte med til USA-kollega

    Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) kommer ikke til at give et helt konkret løfte med beløb på, når han og Nato-kollegerne onsdag eftermiddag for første gang møder USA’s nye forsvarsminister, James Mattis.

    Mattis vil støttet af Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg lægge pres på de allierede for at leve op til målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvaret i 2024.

    Men Hjort er bundet af femårige danske forsvarsforlig. Og han kan kun love, at regeringen vil lægge op til “et substantielt løft” i forhold til de 1,17 procent, Danmark bruger i øjeblikket.

    – Jeg kan jo først konstatere, at vi har opfyldt den ene betingelse, nemlig at vi har stoppet tilbagegangen i forsvarsudgifterne og har haft en stigning de sidste par år.

    – Vi deler jo opfattelsen af, at landene skal yde deres fair share. Og vi har jo vendt tilbagegangen, siger Hjort.

    Den tidligere finansminister minder om, at Danmark indtil slutningen af 80’erne faktisk lå over de to procent. Men selv om han siger, at “vi skal den vej”, og at “pilen skal pege opad”, vil han ikke sætte tal på, hvor meget det skal være.

    – Det vil jeg meget nødig udtale mig om. Men det er klart, at der skal vises en stigende kurve i den næste femårige forsvarsforligsperiode.

    /ritzau/