Senatet godkender Mnuchin som Trumps finansminister

    Det amerikanske senat har mandag godkendt Steven Mnuchin som landets nye finansminister.

    Den 53-årige Mnuchin, der blandt andet har arbejdet for investeringsbanken Goldman Sachs, blev bekræftet som finansminister med stemmerne 53 for og 47 imod i Senatet, hvor Republikanerne har flertallet.

    Senator Joe Manchin fra West Virginia var den eneste af forsamlingens demokratiske medlemmer, som stemte for Mnuchin.

    Det bliver nu op til Steven Mnuchin at stå i spidsen for at gennemføre præsident Donald Trumps løfter om en skattereform samt en delvis afvikling af de strammere regler, som de amerikanske banker og finanssektoren blev underlagt i kølvandet af finanskrisen.

    Udsigten til løsere tøjler i form af en deregulering har fået kurserne på de store amerikanske banker og finansselskaber til at stige på Wall Street.

    Steven Mnuchin forlod Goldman Sachs i 2002.

    /ritzau/Reuters