Efter en periode med tre liganederlag i træk er Milan så småt ved at finde sig selv resultatmæssigt.
For fem dage siden vandt Milan en udsat udekamp med 1-0 på et sent sejrsmål mod Bologna trods to mand i undertal i mere end en halv time, og mandag aften scorede Milan igen et sent, pointgivende mål.
Susos mål fem minutter før tid sikrede 1-1 ude mod Lazio.
Med pointdelingen ligger Lazio og Milan nummer seks og syv i Serie A med henholdsvis 44 og 41 point.
Hjemmeholdet lignede ellers længe en vinder, efter at anfører Lucas Biglia havde hamret et straffespark ind i første halvlegs sidste minut.
Milans 17-årige målmandskomet, Gianluigi Donnarumma, begik straffesparket ved at fælde Ciro Immobile.
Tidligere i halvlegen havde Donnarumma haft en stor redning, men straffesparket kunne han ikke redde trods sit brede vingefang.
Milan havde bolden mest efterfølgende, men Lazio havde igennem kampen klart flest forsøg, og Rom-klubben så ud til at køre sejren hjem.
Men fem minutter før tid sørgede den spanske offensivspiller Suso for udligningen, da han trak ind i feltet fra højre og sparkede bolden ind ved fjerneste stolpe.
/ritzau/











