Fransk politi anholder fire mennesker, som havde planer om et terrorangreb, oplyser kilder i politiet.
De fire personer er anholdt i Montpellier i det sydlige Frankrig. Blandt dem en 16-årig pige og en 20-årig mand.
Det drejer sig om i alt tre mænd og en kvinde, der er pågrebet, siger kilder til radiostationen France Info.
Den 16-årige pige og den 20-årige mand var på forhånd kendt af den franske efterretningstjeneste som radikale islamister.
Ifølge kilderne kunne politiet konstatere, at pigen var på nippet til at rejse til Syrien, da hun blev anholdt.
Der er under en ransagning fundet materiale, der kan bruges til at fremstille bomber.
– De fire mistænkte blev anholdt, efter at de købte acetone, siger en politikilde til nyhedsbureauet AFP.
Frankrig har siden starten af 2015 været ramt af flere blodige terrorangreb. Over 230 mennesker er dræbt.
Regeringen opretholder en undtagelsestilstand i landet.
/ritzau/











