Den politiske aftale, som et flertal på Christiansborg har lavet, stiller krav om forældet teknologi og er et tilbageskridt for en mere effektiv udnyttelse af de biler, der findes i Danmark og særligt i København.
Det er budskabet fra Kristian Agerbo, der er talsmand for Uber i Danmark, på et pressemøde fredag.
– Den nye taxalovgivning er et tilbageskridt. Det er ikke kun et tilbageskridt for Uber men også for Danmark. Det handler om, hvordan vi gerne vil møde fremtiden, og om vi vil omfavne eller støde ny teknologi fra os.
– Lige nu ser det ud til, at den politiske aftale gør det sidste. Det synes vi, er ærgerligt for danskerne, siger Kristian Agerbo.
Han peger på, at loven opretholder krav om taxameter og sædefølere.
– Vi mener, at lovgivning burde skabe lige vilkår for alle. Den her lovgivning sætter krav til taxameter, som er en forældet teknologi, siger Kristian Agerbo.
/ritzau/











